Men det var nu også med lidt vemod - jeg har besluttet at jeg ikke
gider være en af dem der bare bevistløst tager tilbage til det samme land og samme sted år efter år ... Man må jo udfordre sig selv og prøve noget nyt ikke? Så derfor bestemte jeg mig for, at nu måtte Mexico ha' en lille pause ... Og derfor måtte jeg jo lige over og sige Hasta la vista baby ...
Det var fantastisk. En uge i Mexico City, hvor storbystemningen blev suget ind i fulde drag. Mexico City er en kæmpe metropol og et fantastisk eksempel på at historie og kultur virkelig kan støde sammen og ko-eksistere. Den oprindelige indianerkultur, den spanske invasion og den moderne socialisme er smukt repræsenteret og går bogstaveligt talt hånd i hånd. Moderne kunst er stort i Mexico og det var enestående at se de mange eksempler herpå side om side med huse i spansk kolonistil og indianere der optrådte for turister lige ved siden af udgravninger af den oprindelige by (fra før den spanske invasion).
Opholdet bød bl.a. på besøg i Frida Kahlos hus, Diego Riveras vægmalerier i præsidentpaladset, den store katolske marmor-domkirke, der synker fordi den ligger på mosegrund, besøg på Place Garibaldi, ture i parken og vandren i gaderne for at indsnuse den farverige og larmende kultur.
Herefter stod den på badeferie ... mere eller mindre. Vi tog et fly til Cancun, hvorfra vi fortsatte direkte ud til færgen til Isla Mujeres. Den har godt nok ændret sig i de mange år jeg er kommet der - og desværre ikke til det bedre. Faktisk er jeg nu helt glad for at jeg ikke skal tilbage dertil. Den er i den grad blevet invaderet af turister og det har desværre betydet alt det dårlige som turisme medfører. Ud med alt det oprindelige og ind med turisternes hjemland. Bvadr ... Hvem er det dog der gider at rejse langt for at være hjemme??? For s.... så bliv dog hjemme!
Men selvom mit hjerte blødte for øen, så hyggede vi os jo ... Vi lejede en lejlighed i de to uger vi var der. Og det var genialt. Så kan man hygge og lave lidt mad i eget tempo. En ting jeg ellers altid savner når jeg rejser er nemlig at kunne bruge nogle af de fantastiske råvarer man finder på markeder og det kan man jo når man har eget køkken. Så hurra ...
Selvom stranden er fuldstændig plastret til med liggestole, så er strande heldigvis offentlige i Mexico så man kan altid lægge sig hvor man vil på selve stranden. Og vi elsker at bade min mor og jeg ... så den stod på adskillige badeture i løbet af dagen, slentren rundt i byen, shopping, en tur rundt på øen. Og her kan varmt anbefales et besøg på "turtlefarmen".
Det er en lokal der for nogle år tilbage startede sit private projekt med at redde havskildpadden fra turisme og uddøen. De holder et stort stykke strand fri til at skildpadderne kan lææge deres æg. Æggene graves op og klækkes nænsomt af fagfolk og studerende på farmen. Herefter kommer de i bassiner mens de vokser og lukkes til sidst ud i havet, hvor deres overlevelses-chancer nu er 10 gange større. Hurra for det ... Desværre blev det stort set ødelagt af Katrina-orkanen, der også ramte her ... De er igang med at opbygge museet og forskningsenheden, men mangler midler. Det koster næsten ingen penge at komme ind, så giv gerne et ekstra bidrag til at støtte det gode initiativ.
Derudover var vi på en dagstur til Tulum (der af Vagabond er blevet kåret som en af Verdens top 10 strande), hvor vi så mayaruiner og var på den fantasiske strand for at bade.
En anden dagstur var til Chitzen Itza - en af de største maya ruiner. Den er vildt flot og er meget spændende. Igen har turister ødelagt det for sig selv og os andre. De har lukket adgangen til alle pyramider, fordi nogle narrehatte ødelagde dem for at få en souvenir med hjem og svinede dem til med grafitti!!!! tsk tsk ...
Af andre seværdigheder kan anbefales Merida, Uxmal og Aqua Azul. Dem nåede vi ikke, for man er vel på ferie, ikke?
Alt i alt er Mexico et overflødighedshorn af steder og ting at se ... Folket er usædvanligt venligt og imødekommende, farverne er fantastiske, og selvom de LARMER, så er det nu også charmerende at køre i bus med en eller anden drama serie kørende for fulde hammer. Og så er maden et helt kapitel for sig selv. Uhmm ... Snyd ikke dig selv for i hvert fald én tur til Mexico!
Næste tur bliver til Østen. Jeg forestiller mig at det bliver Vietnam, Laos og Cambodia - men er stadig åben for spændende forslag.
Jeg VIL også til Burma en dag, men lige nu er det bare ikke en god ide med de psykofanter der styrer landet. Har været i Zimbabwe - og man skal ikke narre sig selv - sådan nogle typer som Mugabe og militærjuntaen i Burma benytter rent faktisk turisme som en blåstempling af dem selv. At befolkningen så samtidig kan møde mennesker udefra og dermed omgå den isolering juntaen forsøger at håndhæve er en svær balance som man som turist har svært ved at gennemskue ... For hvornår er det lige man bor på et hotel og spiser på en restaurant der ikke støtter diktaturet?
Men som sagt Østen ... vil rigtig gerne afsted og opleve noget nyt. Det bliver til vinter på et eller andet tidspunkt, hvor jeg nu kan få det passet ind.
1 kommentar:
Dette er et godt point:
'bevistløst tager tilbage til det samme land og samme sted'
I vores familie (Gurli og jeg) har vi lidt af det samme problem, blot i forhold tl Østen.
Vi har rejst rundt i Thailand (mest) men også Vietnam, Laos, Cambodia og Phlipinerne.
Senest har vi været i Australien, men det sluttede da med en uge på Phuket i Thailand. Så vi har jo en tilbøjelighed til at vende tibage til udgangspunktet.
Det er ikke så dårligt, og vi gør det jo nok igen.
Vi skal nu som noget nyt til Mexico (15 overnatninger) i januar 2009. Det var nok prisen til Thailand (højsæson), der fik os til at gøre det, men skidt med det. I januar 2009 er Mexico og måske Sydamerika et prismæssigt overkommeligt rejsemål (med KLM) og så kan vi jo tage til Phuket en anden dag.
Da vi er noget nye i Mexico, har vi lidt behov for at undgå fælder.
Vi skal starte i Mexico City, som jeg har forstået ligger geografisk højt.
Derefter skal vi til Oaxaca, Puerto Escondidos, Acapulco og Taxco.
Vi behøver gode råd om, hvad vi skal undgå og hvad vi bestemt ikke skal undgå.
Hvis man skal til Østen, hvad vi bestemt kan anbefate, har vi erfaringer / oplevelser, som vi gerne deler med andre.
C&CTravel, er et bureau, som vi har haft megen glæde af.
Systemet er, at man får 'skræddersyede' rejser til en overkommelig pris. Man skal blot være i stand til at klare sig selv.
C&C Travel var på vor seneste rejse til Australien så flexible, at de sagde, at det ikke lige var deres expert-område. De henviste til InterTravel, som arrangerede vores rejse. Det synes vi var meget flot gjort, da de herved risikerede at miste en kunde. Det gør de ikke.
Svend-Erik
Send en kommentar