lørdag den 21. februar 2009

Februar tanker

Hold da op hvor tiden går ... og det skyldes jo at jeg render rundt og laver alt muligt og ingenting. Jeg synes jeg har travlt, men når det kommer til stykket har jeg da vist også tid til en gang imellem og sætte mig og skrive ... men sådan er det jo med sådan noget ... så har man ikke lige noget på hjerte, og så gider man ikke bare (som her) at lade fingrene og tankerne løbe.

Jeg har været i teateret et par gange. Jeg har været på Huset og set Blekingegade. Et virkelig humoristisk blik på "bandens" storhedstid. Knaldhamrende godt spillet af de 4 skuespillere. Fed oplevelse, hvor man kommer ud med en wauw-følelse i maven.

I den anledning var jeg på altid dejlige Café Mandela. Der er bare sådan en god, varm og lokal atmosfære. Og så bor jeg ikke engang på Vesterbro. Her så jeg til min store glæde at de nu skal til at servere nordsøkrabber. UHMMMM - det er godt! Så det varer ikke længe inden jeg skal derned igen.

Så var jeg torsdag inde og se Thom Pain på Café teateret. Hold da op - det var en af de der wush-hen-over-hovedet oplevelser. Givet - skuespilleren bar hele stykket flot. Han spillede sgu godt, men selve den der bitter-ung-mand stykker har jeg bare ikke den store indlevelses evne i. Sidder ofte med en følelse af at "Whatever - se nu bare at stoppe selvmedlidenheden og kom igang med dit liv". Pudsigt nok er Thom Pains standard frase også "whatever"!!!

Så fik jeg af mine kære forældre i denne uge en svampe kurv. Sæson siger du? Næ ... men det er aldrig skidt at være forberedt. Så til efteråret kan I se mig i de nordsjællandske skove - nu med blæret udstyr. Den er jeg virkelig glad for - min mor har selv flettet den. Det er nu fedest at have en ordentlig kurv, hvor de ikke ligger oven i hinanden.

Det satte jo nogle tanker igang om de kommende sæsoner for udeliv. Det kan forhåbentlig ikke vare længe inden jeg igen skal i haven. Jeg kan mærke at jeg trænger til at få jord under neglene, se spirende blomster, og indsnuse forårsluften. Jeg kan jo høre den der lille irriterende forårsbebuder i haven. Det er en fugl jeg ikke aner hvad hedder, der har den der karakteristiske kalden, som altid er igang her i den sene vinter. SKØNT!

Nå - jeg får gæster til frokost idag. En veninde jeg har haft i årevis og ikke har set meget til den seneste tid og hendes lille søn. Hyggeligt at få besøg.

Ha' en rigtig god dag!